< Net-Avisen.dk

De Ti Bud var dansk lov

Af Tom Vilmer Paamand

Christian den Femtes Danske Lov, der først blev udfaset fra 1866, var baseret på at Kristendommen er en lovreligion. Næsten tusind henvisninger til Gud og kirke præger derfor denne lovsamling fra 1683.

Hele straffelovsdelen, Om Misgierninger, er så strengt baseret på den mellemøstlige retsopfattelse fra Moseloven i Det Gamle Testamente, at De Ti Bud direkte blev skrevet ind som gældende lov, som det ses i sammenligningen her under.

Oversigten viser med skiftende farve henholdsvis
De Ti Bud i Martin Luthers version og kommentar
 sammenkædet med
Danske Lovs Sjette Bogs overskrifter og citater
- bemærk hvor nøje dansk lov og kristne bud følges ad både i nummerering, rækkefølge og indhold.
Første Bud
Du skal ikke have fremmede Guder for mig
Det er: Vi skulle for alle Ting frygte og elske Gud og paa Gud alene forlade os.
Om Vildfarende Lære, Guds Bespottelse og Troldom.
 Kap. 1 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Munke, Jesuviter og dislige Papistiske Geistlige Personer maa under deris Livs Fortabelse ikke her i Kongens Riger og Lande lade sig finde, eller opholde. Hvo vidende saadanne Personer huse og herberge, eller stæde dennem Platz til deris Romerske Ceremonier at fulddrive, straffis som de, der huse fredløse ..."   [6-1-3]
Andet Bud
Du skal ikke tage Herrens din Guds navn forfængeligen; thi Herren skal ikke holde den uskyldig, som tager hans Navn forfængeligen.
- ingen bande ved hans hellige Navn, ikke sværge, ikke gjøre Trolddom, ikke lyve, ikke skuffe, men ud i al vor Modgang paakalde Guds Navn, bede, love, takke.
Om Sværen og Banden.
 Kap. 2 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Hvem som overbevisis at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, Ham skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved afslais, og tillige med Tungen settis paa een Stage. Haver nogen sin Haand til nogen saadan Guds Foragt brugt, da bør den og af Ham levendis at afhuggis, og hos Hovedet paa Stagen fæstis. Befindis nogen Troldmand, eller Troldqvinde, at have forsoret Gud og sin hellige Daab og Christendom, og hengivet sig til Djevelen, den bør levendis at kastis paa Ilden og opbrændis ..."   [6,1,7]
Tredje Bud
Kom ihu, at du helliggjør Hviledagen.
- ikke foragte eller fordømme hans Guddommelige Ord, men det hellere holde højt og i Ære, det gjerne baade høre af andre og lære andre.
Om Helligbrøde.
 Kap. 3 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Hvo som ikke holder Søndage og andre paabudne Hellig- og Bededage hellige, og ikke findis i Kirken, naar Guds Tjeniste samme Tider forrettis, skal bøde hver Gang for Helligbrøde tre Lod Sølv, og skal een hver søge sin egen Sognekirke, som hand hører til, og der bruge Sacramenterne, saa og give der sin Rettighed, som Kirken og Kirketjenerne ..."   [6,3,1]
Fjerde Bud
Hædre din Fader og din Moder, at det kan gaa dig vel, og du maa længe leve paa Jorden.
- ikke foragte vore Forældre, ikje dem, som have at byde og raade over os, og ej fortørne dem, men gjøre dem Ære, dem tjene, adlyde, agte og ære dem.
Om Børns Forseelse imod Forældre, Item Husbonds og Hustruis.
 Kap. 4 - 5 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Bander nogen sine Forældre, eller dennem Ubluelig tiltaler, eller paataler paa Ære og Lempe, miste Arv, og straffis med Jern og Arbejd paa Bremmerholm, om det er Mands-Person, eller i Spindehuset, om det er Qvindfolk, deris Livs Tid ..."   [6-5-2]
Femte Bud
Du skal ikke ihjelslaae.
- ikke skade vor Næstes Legeme, eller ej gjøre ham Uret, men hjelpe og staa Ham bi udi al Livs Fare.
Om Manddrab.
 Kap. 6 - 12 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Hvo som dræber anden, og det ikke skeer af Vaade, eller Nødværge, bøde Liv for Liv, og enten hand udstaar sin Straf, eller rammer, saa hand ej kand opspørgis og betrædis, og dømmis fredløs, da skal hans Hovedlod, undtagen Jord, være forbrut, halfdeelen til den Dræbtis næste Arvinger og halfdeelen til hans Herskab ..."   [6,6,1]
Sjette Bud
Du skal ikke bedrive Hor.
- leve et kysk og tugtigt Levnet, intet utugtigt enten sige eller gjøre, hver elske og agte sin Ægte Hustru.
Om Løsagtighed.
 Kap. 13 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Befindis nogen Egtemand at have med anden Egtemands Hustrue aabenbarlig og Ubluelig Omgængelse, og de ikke efter Advarsel sig entholde fra hinanden, men blive fremturende i deris skammelige og forargelige Levnet, da bør hand at miste sin Hals, og hun at stoppis i en Sæk og druknis ..."   [6,13,25]
Syvende Bud
Du skal ikke stjæle.
- ikke tage andres Gods og Penninge fra dem med Vold, og ej heller fly os dem med falske Vare eller nogen Svig, men fordre andres Gavn, dem dertil beskjærme og forsvare.
Om Ran.
 Om Røverj.
 Om Tyverj.
 Kap. 14 - 17 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Befindis nogen med stor Tyveri, saa som Hest, Hoppe, Stud, Koe, eller andet, som kand være tyve Lod Sølv værd, og hand ej dermed tilforn er befunden, da bør hand at kagstrygis, og have Tyvsmerke paa sin Pande. Befindis hand anden Gang med stor Tyveri, da bør hand igjen at strygis til Kagen, og brændis med Tyvsmerke, og til Bremmerholm, eller anden Stæds, fremsendis at gaa i Jern og Arbejd sin Livs Tid. Bryder nogen ud af Jern og Fængsel, og siden lader sig finde i Tyveri, da bør hand at straffis med Galgen ..."   [6,17,38]
Ottende Bud
Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste.
- ikke falskeligen beføre andre, ikke forraade, ikke bagtale andre, ikke berygte andre, men dem undskylde, mene og tale vel om dem; Tage alle Ting op i den bedste Mening.
Om Falsk.
Kap. 18 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Sigter een den anden for nogen Uærlig Sag til Tinge, for Dom, eller i nogen anden ærlig og ædru Forsamling, og skielder hannem for Løgner, Skelm, Tyv, eller saadant, som den andens Ære og Lempe egentlig angaar, og det strax begæris, at de nærværende dragis til Minde, og det ikke kand bevisis hannem over, da bør den det sagt haver at være en Løgner, og bøde sine tre Mark ..."   [6-21-2]
Niende Bud
Du skal ikke begjære din Næstes Hus.
- ikke med Svig eller List ville komme til vor Næstes Arve eller Gods, og ej fly os det, enddog der kunde synes nogen Ret at være paa vor Side. Men hellere hjælpe ham, at han maa beholde Sit ubeskaaret.
Om Fæis Drab eller Saar.
Om Æresager.
Kap. 19 - 21 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Setter mand Ild i anden Mands Huus eller Skov med Villie, da er det Mordbrand, og vorder hand tagen derved, have forgiort sin Hals, og enten brændis, eller stæglis, og Skaden gieldis igjen af hans Gods, og fyrretyve Lod Sølv til den, der Skaden fik, og til Kongen ligesaa, og til Husbonden hans Boeslod. Men skeer det af Vaade og Skiødisløshed, og ikke af Forsæt, da bøder hand Skaden, om hand haver Middel dertil, eller straffis med Fængsel og Arbejd ..."   [6,19,1]
Tiende Bud
Du skal ikke begjære din Næstes Hustru, Svend, Pige, Oxe, Asen, eller noget af alle de Ting, som ham tilhøre.
- ikke ville fly os vor Næstes Hustru, eller Tjenere, eller Fæ, med nogen Underfundighed, ikke stille andre af med dem, enten med Vold eller nogen List, men heller paaminde og tilraade, at de blive tilstede udi den Tjeneste, som de ere deres Herrer skyldige.
Om Hustruis, Børns, eller Tienistetyendis Forlokkelse.
 Kap. 22 i Danske Lovs Sjette Bog.
"... Ruffere og Ruffersker, som forføre nogen Mands Hustrue, eller Døttre til Løsagtighed og et ont Levnet, bør at strygis til Kagen, og ved Bødelen af Byen udføris. De, som forlokke anden Mands Børn, eller Tyende, til Tyveri, eller anden saadan skammelig Gierning, straffis ligesom de selv staalet, eller Gierningen beganget hafde ..."   [6,22,1]


Love med gammeltestamentelig brutalitet

Som det ses i lovcitaterne, er også Danske Lovs barbariske straffe baseret på gammeltestamentelig logik om Øje for Øje, Tand for Tand, helt ned i detaljerne. For eksempel dømmer Danske Lov om saa fremt samme Blodskam er begangen baade med Moder og Daatter, da skulle Kroppene, naar de halshugne ere, kastis paa en Ild og opbrændis. Dette er er næsten ord for ord hentet fra Moselovens bud, om nogen ægter en Kvinde og hendes Moder, er det grov Utugt: man skal brænde både ham og begge Kvinderne.

Alle de citerede overskrifter fra straffeloven er i original rækkefølge fra Danske Lovs sjette kapitel, og er tydeligt skrevet på baggrund af De Ti Bud, selvom paragrafferne under ikke altid falder lige så skematisk. Citaterne her refererer tre steder som angivet til bedre beskrivelser andre steder i straffeloven, for det primære her er lovsamlingens overordnede disponering.

Buddene er citeret fra Martin Luthers "Lille Katekismus", der var udbredt i Danmark siden 1532, og velkendt mens Danske Lov blev skrevet i 1683. Luthers faste indledning til buddene om at "frygte og elske Gud" er kun medtaget i Første Bud. Specielt for de sidste bud afviger logikken lidt. Niende Bud om ikke at begære "din Næstes Hus" er i Danske Lovs rækkefølge indpasset omkring "Mordbrand" og "Æresager". Afsnittet om "Fæis Drab" lugter lidt af Tiende Buds opremsning med "Oxe, Asen" i, men afsmitningen er her ikke helt indlysende. Det virker umiddelbart som om forfatterne til sidst har puttet en række love ind, der ikke lige lod sig underordne Moseloven.

Hverken mosaisk lov eller Bibelen angiver i øvrigt nøjagtigt hvilke bud, der er de udvalgte ti. Logikken i buddene er heller ikke konsistent. Katolikkerne har valgt at gøre forbuddet mod at "begære din Næstes Hustru" til det niende. Luthers version har i stedet "din Næstes Hus" her, og har anbragt konen sammen med husdyrene i det efterfølgende. Disse to bud stod oprindeligt sammen som et enkelt i de middelalderlige versioner, hvor der så var plads til et forbud mod at afbilde Gud. Da dette efterhånden blev fjernet, måtte der rodes rundt i de resterende for at ramme de nødvendige ti bud igen.

Danmark var et teokrati, et samfund styret af Guds vilje

Frygten for Gud og øvrighed skal afskrække folk fra kriminalitet. Tro og ret samles i en højere enhed, og der er ikke megen mildhed at finde. Loven blev naturligvis af og til ændret igennem de næste par hundrede år hvor den gjaldt, men ikke nødvendigvis til det bedre. Således blev dødsstraffen for tyveri i første omgang afskaffet, men blev genindført efter et par årtier.

Danske Lov cementerer et teokratisk styre af det danske folk, der skulle følge den påbudte religion under trussel om strenge straffe for afvigere. Landets regent påkalder sig at sidder på Guds nåde og velvilje, og retsvæsenet er baseret på troens skrifter. I enhver husholdning skal husbond stå for højtlæsning af Luthers Katekismus for familie og tyende. I skolerne står præster for undervisningen, og lærer børnene denne bog udenad, samt lydighed overfor Gud og stat. Alt dette er reelt først blevet mere afslappet fra vore oldeforældres tid, men Danmarks love indledes fortsat med en påkaldelse af Gud.

Danske Lov er baseret på den ældre Jyske Lov, men fik i Christian den Femtes version yderligere solid mellemøstlig påvirkning fra mosaisk retslære. Lovens nære tilknytning til Det Gamle Testamente er ikke en egentlig nyhed, selv om den pt ikke kan ses uddybet andre steder på internettet. Jurister og historikere kender sammenhængen, mens den tydeligvis er ret ukendt i en bredere offentlighed.

Denne straffelov fra 1683 er aldrig blevet helt ophævet, men blot modereret. Juristerne har i dag "ikke fuldstændig klarhed over, hvilke af Danske Lovs bestemmelser der stadig kan anses som gældende, og hvilke der enten er udtrykkeligt ophævet eller i øvrigt må anses for bortfaldet."

Resten af Danske Lov er lige så tæt knyttet til Kristendommen - læs selv hele Christian den Femtes Danske Lov og Martin Luthers version af de De Ti Bud.


Ovenstående tekster er (let moderniserede i retskrivningen) citeret fra:
"Catechismus Minor D. M. Luth" - Havniæ 1729.
"Kong Christian den Femtis Danske Lov" - København 1929

Tom Vilmer Paamand.

Påvirkning af loven i vor tid

Den nugældende straffelov er som det meste af vor lovgivning bygget oven på de foregående versioner. Al det gudsfrygtige er skrevet om og ud. De sidste rester af dødsstraffen blev afskaffet i 1978 (og retten til at more sig på kristne helligdage i 1991). Alle nyvedtagne love indledes fortsat med ordene "af Guds Nåde". Opdelingen og til en vis grad rækkefølgen fra Christian den 5tes tid går igen:

1. Bud: Du må ikke have andre guder end mig.
12. kapitel: Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed.

2. Bud: Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn.
18. kapitel: Forbrydelser vedrørende betalingsmidler.

3. Bud: Husk hviledagen og hold den hellig.
15. kapitel: Forbrydelser mod den offentlige orden og fred.

4. Bud: Ær din far og din mor.
27. kapitel: Freds og ærekrænkelser.

5. Bud: Du må ikke begå drab.
25. kapitel: Forbrydelser mod liv og legeme.

6. Bud: Du må ikke bryde et ægteskab.
23. kapitel: Forbrydelser i familieforhold.

7. Bud: Du må ikke stjæle.
28. kapitel: Formueforbrydelser.

8. Bud: Du må ikke vidne falsk mod din næste.
17. kapitel: Falsk forklaring og falsk anklage.

Heller ikke her er der hoved og hale på de to sidste bud.
9. Bud: Du må ikke begære din næstes hus.
10. Bud: Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.
©2008