< Fred på Nettet   < www.net-avisen.dk
  8. juni 1999 <   Net-Avisen   Nr. 2  
NET-AVISEN kan findes på www.net-avisen.dk, og bør sættes op på opslagstavler overalt.
NET-AVISEN udkommer så snart der er nyt, og sendes til lokalradioer, tv, aviser og andre medier.
NET-AVISEN sendes også til folk i foreninger med e-mail, med opfordring til at sende den videre.
NET-AVISEN er gratis. Skriv til net-avisen@Net-Avisen.dk med "Tilmeld" som emne for at få den som e-mail.

Canada
Nyrup anklages som krigsforbryder
De angribende NATO-landes ledere er indklaget for krigsforbryder-domstolen i Haag af en gruppe canadiske jurister. Anklagen nævner specifikt ministrene Poul Nyrup Rasmussen, Niels Helveg Petersen og Hans Hækkerup.

Kilde: www.fred.dk/artikler/krigrisk/anklaget.htm
 

Danmark
Aktion ved flådebesøg
Festlighederne omkring et stort flådebesøg i Århus den 2.-5. juni med 35 krigsskibe og flere tusind soldater blev blandt andet suppleret med en "Desertør Service", der uddelte visitkort med telefonnummer på et "Asylum to Deserters" til mulige afhoppere.
En gruppe opfordrede ironisk tilskuerne til at deltage mere direkte i krigen ved at give et bidrag til Humanitær Bombestøtte og selv udpege favoritmål som hoteller eller børnehaver. Bidragerne blev belønnet med lyden af sirener og bombebrag fra Beograd.

 

Belgien
Demonstrationsforbud mod NATO
Fredsaktivister forsøgte den 29. maj at udføre en "Citizens' Inspection" af NATOs hovedkvarter i Bruxelles, for at samle beviser om illegal besiddelse af atomvåben. Politiet arresterede 260 aktivister. Demonstrationer er forbudt ved NATOs hovedkvarter.

Kilde: www.motherearth.org/walk99/
 

Mexico
Religiøs fredsdag
Internationalt kristeligt sekretariat for solidaritet i Latinamerika (SICSAL) appellerede om at gøre den 5. juni til en international fredsdag, for at stoppe krigen på Balkan. 45 religiøse organisationer fra 25 hovedsageligt sydamerikanske lande har tilsluttet sig.

Kilde: www.peacelink.it/users/bcp/
 

Tyskland & Frankrig
Holdningsændring
Fra den 17-20. maj viser undersøgelser, at 48% af den tyske befolkning ville stoppe krigen, mens ligeså mange ville fortsætte. 66% af alle østtyskere går ind for et øjeblikkeligt stop, og krigsmodstanden i hele Tyskland er er vokset med 10% på en måned.
Den 21. maj er 49% af alle franskmænd imod krigen, men 49% vil fortsætte. I starten var 55% for, og da fjernsynsbillederne viste flygtningene fra Kosovo, steg det øjeblikkeligt til 75%! Men efter nyhederne om miljøkonsekvenser af bombningerne faldt opbakningen til de nuværende 49%.

Kilde: www.ilmanifesto.it/Quotidiano-archivio/14-Maggio-1999/
 

Italien
Fredstelte og sultestrejker
21. maj var der sat fredstelte op i 17 større byer blandt andet Firenze, Bologne og Milano. På offentlige pladser viser man vedvarende sin protest imod krigen, og i fem af dem sultestrejkes der.

 
Netstrejke
"Netstrejke imod krig" kalder en gruppe i Rom sig, der den 21. maj stod bag blokeringen af parlamentets computersystem. I en time blev parlamentet konstant oversvømmet med e-mails imod krigen, der blokerede for al anden kommunikation.

Kilde: www.ilmanifesto.it/Quotidiano-archivio/21-Maggio-1999/, www.peacelink.it/users/bcp/
 

Norge
Nyhedsbrev for fred
En gruppe norske aktivister med fredsforsker Jørgen Johansen i spidsen udgiver et elektronisk nyhedsbrev "så længe Norge er i krig". Der er hidtil kommet otte numre med en meget omfattende dækning af nyheder fra Balkan og om modstanden i Norge - alt skrevet på letforståeligt norsk.

Kilde: home.sol.no/~antikrig/
 
www.net-avisen.dk - Opdateret 8/6-1999 - Net-Avisen@net-avisen.dk