< Fred på Nettet   < www.net-avisen.dk
  7. maj 1999 Net-Avisen Nr. �  
 
Aktion mod krigen
 
Ideer til fredelige og festlige aktioner
 

Sørgebånd
De små AIDS-sløjfer sidder på mange frakker i dag, for at vise solidaritet og sorg over sygdommens hærgen. Amerikanske studenter er tilsvarende begyndt at gå med sorte sørgebånd, fordi deres land er i krig. Når nogen spørger, er det et godt udgangspunkt for at agitere mod krigen.
Sørgebåndet kan bæres på mange måder. Den klassiske model er med bred sort crepe om overarmen. Moderne versioner kan være en diskret sløjfe hæftet på frakken eller et bændel hængende fra bæltet. Brug fantasien og dan mode!

Små slag for freden
I Sverige var der en daglang tromme-aktion til minde om ofrene i Rwanda, med et trommeslag for hvert eneste offer. Ideen kunne bruges til en trommevagt foran Forsvarsministeriet eller tilsvarende centralt beliggende militære kommandoposter. Eller foran Poul Nyrup Rasmussens. Hans Hækkerups og Niels Helveg Petersens sommerhuse, hvis de tager på ferie, mens landet er i krig.
Trommevagten kunne køre i dagevis, hvis nok trommere kører i skiftehold. Det er naivt, at man kan stoppe en krig ved at slå på tromme - men det er mere naivt at tro, at den kan stoppes ved at slå på serbere.

Luftværnssirener
På den yderst velvalgte dag den 5. maj lød de danske luftværnssirener over hele landet. De mindede om en aktion, som blev brugt flere steder under Golf-krigen: Centralt i en by lyder pludselig luftværnssirener, efterfulgt af et voldsomt bombeangreb - som optakt til en meddelelse om at sådan lyder det hver dag og nat i Beograd.
Aktionen kan bygges ind i de sædvanlige fredsdemonstrationer. Det kræver blot en bil med et voldsomt højtaleranlæg. Autentiske sirener og bombelyde fra Beograd kan hentes på internettet.


 
Nyheder og ideer til fortsat aktion finder du her på: www.fred.dk. Print dem ud og sæt op på opslagstavler rundt omkring!
 
www.net-avisen.dk - Opdateret 7/5-1999 - Net-Avisen@net-avisen.dk